“Tissemyrens bid” af Kenneth Bøgh Andersen
(1. bog i Antboy-serien).

Written by Maria Erica on . Posted in Børnebogsanmeldelse

Hakkekyllingen, der bliver en super sej myredreng.
Pelle er klassens ”hakkekylling af første rang”, som han selv kalder det. Han har ingen venner, og han har især store problemer med de såkaldte Terror-Tvillinger, der altid er på nakken af ham.

En dag bliver Pelle bidt af en tissemyre, der har været en tur i mikroovnen, og pludselig begynder der at ske underlige ting med ham. Det viser sig, at Pelle har fået superkræfter af myrebidet, og snart begynder han at udfordre sig selv med dødsensfarlige missioner for at lære sine kræfter at kende.
Pelle bliver til ”Antboy”, og han vil udføre superheltegerninger, som heltene i tegneserierne gør. Så han laver en super-sej heltedragt, sådan én som de rigtige helte har, så de ikke bliver genkendt af dem, de redder.
Men det går helt galt for Pelle, og livet som ”Antboy” er ikke så let, som han havde tænkt sig.
Hvad skal der til, for at Pelle ”Antboy” kan blive en rigtig helt? Vil det lykkes Pelle at få skovlen under Terror-Tvillingerne? Og får han sig mon nogensinde en rigtig ven?

Tema: Den uheldige nørd, der finder sine styrker.
Kenneth Bøgh Andersen fortæller i sin første Antboy-bog, ”Tissemyrens bid”, om drengen Pelle, der mobbes af alt og alle, og som ingen tager sig af.
Pelle er alt for tyk, og han er derfor på slankekur. Men efter at være blevet bidt af myren, der har været i mikroovnen, får Pelle sine superkræfter, der kun kan holdes ved lige ved, at han spiser uanede mænger sukker.
Pelle bliver også god til alle de ting, han tidligere var dårlig til. Godt nok skal der et myrebid til, før han bliver så god, men det er ham selv, Pelle, der nu kan klare ærterne.

Pelle kan nu pludselig se, at han er sej, og at han kan gøre en forskel, og det giver ham så utroligt meget selvværd, at han tør tage kampen op mod dem, der vil ham noget ondt. Som Pelle selv beskriver det: ”Forandringerne var indvendige”, og Pelle lærer at slå fra sig – han bliver simpelthen til en superhelt!

Vurdering: En bog for alle (måske primært for børn på 9-14 år).
Antboy-seriens første bog, ”Tissemyrens bid” er en super sej historie for alle! Så er det sagt.
Med udbrud som: ”Jeg var – bogstavligt talt – på skideren.” og: ”[…] jeg kunne se det forbløffede Hvad-Satan?-blik i hans øjne.”, bliver man som læser hurtigt grebet af bogens ligefremme og friske sprog.
Ligeledes er de ”graphic-novel”-agtige illustrationer med til at tilføje bogen action og spænding. Og så er de med til at understrege koblingen til bogens superhelte-tema, da mange superhelte-tegneserier er tegnet på denne tegneserie-roman-agtige måde (fx DC Comics-tegneserierne).

Jeg kan kun sige: LÆS ”Tissemyrens bid” og få en fantastisk læseoplevelse!

“Tissemyrens bid” er første bind i Antboy-serien og er udgivet  af  forlaget Høst & Søn, – En bog af Kenneth Bøgh Andersen, 2007.

Se også Antboy-seriens fantastiske hjemmeside her.

Og så er man i gang med at filmatisere de første tre bøger i Antboy-serien, se mere om det her.

{lang: 'da'}

“De glemtes vogter” – min børnebog for 9-13 årige

Written by Maria Erica on . Posted in Børnebogsanmeldelse, Forfatter-liv

Nu er min børnebog “De glemtes vogter” blevet udgivet.

Bogen handler om drengen Joachim, der finder ud af, at alle de gamle væsener, som man troede på i gamle dage, stadig lever den dag i dag. Samtidig med bliver Joachim gode venner med den gamle dame, Alfrida, der en dag giver Joachim en helt uventet gave.
Og så er der det med, at børnenes underlige natur/teknik-lærer, Andreas, pludselig en dag forsvinder …

Sammen med sine klassekammerater, pigerne Anne og Tara, møder Joachim blandt andet en blodtørstig alrune, en dødsensfarlig åmand og uhyggelige sylfider, i deres forsøg på at finde ud af, hvad der er sket med deres lærer Andreas.

Og det eventyr, de kommer ud på, er bestemt ikke for bangebukse!

Jeg har lavet en hjemmeside til bogen, som du kan se på: http://www.deglemtesvogter.dk – der kan du læse mere om bogens personer, om de glemte væsener, og se kort og beskrivelser fra de steder, børnene i bogen tager hen i deres forsøg på at finde deres natur/teknik-lærer, Andreas.

Du kan købe “De glemtes vogter” både som trykt bog og som ebog:

Trykt bog:
* På “De glemtes vogter”s hjemmeside – 150 kr (Klik her)

(Den trykte bog er først klar i august, men du kan allerede bestille den nu).

Ebog:
* Hos Saxo – 69 kr (klik her)
* Hos eBogreolen – 64,95 kr (Klik her)
* Hos Arnold Busck – 48,75 kr (Klik her)
* Hos Bog&idé – 58,95 kr (Klik her)
* Hos Gyldendal – 59 kr (Klik her)
* Hos Lipst – 60,95 kr (Klik her)
*
Hos BookSnob – 59 kr (Klik her)
*
Hos Riidr – 69 kr (Klik her)
*
Hos emviem – 66,30 kr (Klik her)
*
Hos e-booktop – 39 kr (Klik her) 

“De glemtes vogter” er skrevet til børn i alderen 9-13 år (8-13 år)af Maria Erica Jensen (mig selv), og er udgivet på forlaget Den Flyvende Kamel.

 

{lang: 'da'}

“Pigen der forsvandt” af Mette Koors

Written by Maria Erica on . Posted in Børnebogsanmeldelse

"Pigen der forsvandt"Pigen Jasmin og drengen Emanuel
Jasmin er pludselig forsvundet, og hendes rigtig gode veninde, Emilie, er meget bekymret for, hvad der er sket med hende.
En dag ser Emilie og hendes lillesøster Rosita en fremmed dreng stå og kigge på dem i deres have. Drengen taler ikke så godt dansk, men han har en tegning i lommen, en tegning Emilie tegnede til Jasmin for flere år siden.
Drengen er Jasmin.

Jasmin er kommet til Danmark fra Spanien, hvor hun og hendes lillesøstre har boet de sidste tre år. De blev tvunget derned af nogle fremmede mennesker, som pigerne efterfølgende har skullet stjæle penge til fra turister. Jasmin er stukket af fra dem og er nu kommet til Danmark, mens hendes søstre stadig er i Spanien.
Det lykkes for Jasmin, at få overtalt Emilie og Rosita til at tage med hende til Spanien og befri hendes søskende. Men det bliver en meget risikabel rejse, hvor de tre pigers liv konstant er i fare. Og der er ingen garanti for, at Jasmin nogensinde får sine to små søstre at se igen …

Tema: Venskaber
Mette Koors har skrevet en utroligt spændende og actionpræget bog om venskaber og om, hvor langt man som barn er parat til at gå for at hjælpe sine venner.
Jasmin og Emilie har i de år, de har været adskilt, tænkt meget på hinanden, og Emilie og hendes søster, Rosita, hjælper straks Jasmin, da hun kommer til dem.
Også den gamle soldat, Peter, vil hjælpe Jasmin, der er begyndt at komme på besøg hos ham. Og det er på grund af stærke venskaber, offervillighed og gode kontakter, at de tre piger kommer til Spanien og får kendskab til, hvor Jasmins søstre bliver holdt fanget.

Vurdering: 11 – 14 år
Jeg synes, at Mette Koors’ ”Pigen der forsvandt”, er en moderne og stærk perle af en bog for børn på 11-14 år. Den brager igennem til læseren med sin hæsblæsende handling og sine stærke karakterskildringer. Mette Koors ved hvad hun vil, og hun får fremstillet handlingen meget overbevisende.
Jeg havde meget svært ved at lægge bogen fra mig, da jeg læste den.
Den eneste anke, jeg kan have, er, at handlingen enkelte steder bliver lidt for langtrukken.
Men jeg vil absolut anbefale ”Pigen der forsvandt” til børn i 11-14 års alderen, samt til alle andre der holder af at læse en spændende og dejligt velkomponeret bog.

“Pigen der forsvandt” er udgivet som e-bog  af  forlaget Gopubli.sh, hvor den også kan købes – En e-bog af Mette Koors, 2011

{lang: 'da'}
Copyright Maria Erica Jensen 2011-2012