Maria kunne ikke lyve
Maria og hendes storebror bor i en stor by i Sydamerika. De er forældreløse gadebørn, og sammen med deres ven Manolu bor de i en hytte af pap og plastik. Børnene lever af at samle og sortere affald, som de sælger til ”de voksne”. På den måde tjener børnene lidt penge, som de kan købe brød for.

En dag finder Maria en smuk dukke med hvidt hår, blå kjole, prinsessekrone og højhælede sko. Maria vil meget gerne beholde dukken, men børnene skal jo aflevere, ALT det de finder til de voksne.

Marias storebror lover hende alligevel, at hun kan beholde dukken, hvis hun ikke siger noget til de voksne om, at de har gemt dukken for dem.

Men Maria kan ikke lyve for de voksne, og de voksne ødelægger børnenes hytte, da børnene ikke vil fortælle dem, hvad de har gemt.

Men kan Maria få lov til at beholde sin dukke?
Og får børnene lov til at blive boende i deres ødelagte hytte?

Tema: Livsforhold for gadebørn
Morten Dürr sætter med sin e-bogs video ”Marias dukke” fokus på livsforholdene for tre gadebørn i et slumkvarter i Sydamerika.
Børnene går rundt og samler skrald fra byens indbyggere, der ikke så meget som værdiger børnene et blik. Marias storbror fortæller: ”Maria leger, vi er blevet spøgelser, usynlige spøgelser”, som om der ikke er nogen, der kan se dem.

Børnene er i en situation, hvor de er tvunget til at tage ansvar for deres eget liv. Selvom de ikke er ret gamle, har de lært at klare sig i en verden af konstante farer og en altid hårhændet behandling fra de voksnes side.
Livet har gjort, at børnene er forældreløse og tvunget til at agere, som var de voksne. Selv de glæder, børnene vil kunne få, hvis de finder ”en skat” mellem skraldet, bliver taget fra dem.

Men på trods af børnenes strenge liv lever glæde, venskab og håb stadig i dem. Livet er hårdt og brutalt, men det er de smukke bjerge, Maria fokuserer på, da hendes storebror og hun tager afsted ud i verden mod en ukendt fremtid.
Barndommens naive lys er ikke blevet helt slukket af livets mørke sider. Og da Maria ser de solskinsbeskinnede bjerge, kan hun sige: ”Se dukke, har du nogen sinde set noget så flot?”

Vurdering: 6 – 10 år
”Marias dukke” er en bog, der går lige i hjertet på den, der ser den.
Den fås nu som en særlig indtalt e-bogs udgave til iPads.

Bogen fortælles fra Marias storebrors synsvinkel, hvilket gør historien meget levende og virkelighedstro.

Som seer af  bogen mærker man tydeligt, at Morten Dürr selv har mødt fattige mennesker, der lever som skralde-samlere i Beijing i Kina.
I sin bog fortæller han med stor forståelse og respekt om fattige børns liv under disse hårde forhold.

Forfatteren Morten Dürr har selv indtalt e-bogen, der fungerer glimrende som en lille video.

Jeg vil klart anbefale børn i 6-10 års alderen at læse/se bogen ”Marias dukke”. Det er en sød, lærerig, men også realistisk og barsk fortælling om livet for børn, der lever under meget andre forhold, end dem der findes for børn i Danmark.

Se Morten Dürr fortælle om “Marias dukke” her:

“Marias dukke” er udgivet som e-bogs video af Forlaget Plot og kan købes på iTunes  – En e-bog af Morten Dürr og Lars Gabel, 2012

Hun vågnede ved, at en solstråle kildede hendes øjnelåg. Det tog lidt tid, men så var hun også frisk. Det var sådan en morgen, hvor de andre sov endnu, klokken kunne heller ikke være mere end 6.

Straks stod hun op og tog tøj på. Det var det samme tøj, som hun havde haft på de sidste par dage, men det var hun lige glad med. Tøj var kun nødvendigt at skifte, når hendes mor sagde, at hun skulle, mente hun. Sådan var hun bare, glad og samtidig ligeglad. Ikke ligeglad med livet i al almindelighed, bestemt ikke, men mere sådan ligeglad med hvordan andre mennesker mente, hun skulle leve sit liv. Og det selvom hun kun var 7 år gammel.

Hun var ikke særligt sulten, hun havde nemlig kun én ting i tankerne, så det at være sulten efter den sædvanlige morgenmad, var ikke noget hun tog notits af.

Døren ud til gårdspladsen blev åbnet ganske forsigtigt, sådan som hun havde lært at gøre, så ingen af de andre vågnede. Hun elskede nemlig at have disse morgener for sig selv; dog i naturens selskab.

Hun gik ud på marken, hvor kornet dagen før var blevet høstet, nu lå kun halmen tilbage. Hun havde ikke gidet tage sko på, selvom det var koldt de her sensommermorgener. Men hvis hun havde sko på, kunne hun ikke mærke, hvor herligt stikkende halmstubbene på marken føltes mod de bare fødder.

Hun vidste præcis, hvor hun skulle hen. Hun kom der ofte, både når hun ville være alene, men også når hun bare legede.
Hen til den lille å gik hun, stoppede op og listede så det sidste stykke derhen.. Og jo, fiskehejren stod og knejsede med nakken på ét ben nede i vandet.

Og så var hun der, ved æbletræet. Det fine lille æbletræ hvorpå der aldrig kom æbler. Naboen plejede hvert år at sige til hende, at han ville fælde det, hvis det ikke snart bar frugt, og hvert år bad hun for træets liv. For selvom det hverken bar blomster eller frugter, elskede hun det alligevel, for det lille fine træ det var.

Og så i år var der kommet to blomster, og hun havde passet og plejet dem, som var det hendes et og alt. Alligevel var det kun den ene blomst, der bar frugt.

Men sikke en frugt. Nu hang der det flotteste rødkindede æble og ventede på, at hun skulle komme og smage dets magi. Hun havde ventet og ventet på, at det skulle blive helt perfekt. Så længe havde hun ventet, at hun efterhånden var bange for, at hun havde ventet for længe.

Hun tog forsigtigt om æblet og plukkede det. ”Pluk”, sagde det på en herlig frugtagtig måde, da det røg af stænglen. Nu var det hendes æble, hendes helt alene. Hun bar det yderst varsomt hen til åen, hvor hun satte sig i græsset og lukkede øjnene. Hun ville nyde smagen af æblet helt for æblets egen skyld. Derfor lukkede hun øjnene, mens hun førte frugten op til munden.

”Knæk-skroog” lød det, da hun tog den første bid af æblet. Uh, det var lidt surt, bare det nu ikke var et madæble, tænkte hun og gøs lidt ved syrligheden. Men nej, nu skiftede det sure ligesom karakter og fik mere sødme. Nøj, hvor var det et fantastisk æble! Først surt, nej syrligt ligesom starten på et madæble, og derefter kom der en mere frugtig-honning-sødhed over smagen. Det var ren magi. Naturens egne tryllerier fandtes i hendes rødkindede æble.

Hun ville ikke åbne øjnene, men sad og nød æblet, der blev mindre og mindre, mens hendes tro på naturens storhed voksede og voksede.

Til sidst var der kun en lille bid tilbage. Hun åbnede øjnene og kiggede på den. Hun ville alligevel også prøve at se på den dejlige natur og sin elskede å, samtidig med at hun spiste sit æble. Og tænk sig, æblet smagte på nøjagtigt samme måde, som det gjorde, da hun havde lukkede øjne. Alligevel var det en ny og spændende fornemmelse at nyde æblet og naturen på én og samme tid.

Hun begravede det afpillede æbleskrog lige ved siden af det lille æbletræ, så der til næste år måske ville komme endnu et lille æbletræ, der kunne velsigne hende og hendes verden med flere af de fantastiske æbler.

Denne novelle var min besvarelse til tredje lektion på et forfatterkursus ved Forfatterskole.dk 

De sidste elverpiger svæver ind i skoven, efter de har danset så smukt for mig. Jeg sidder højt oppe, grenene stikker mig i ryggen, men ikke mere end at jeg bare registrerer det.
Solen er ved at stå op ovre bag ved kirken. Det er endnu en af de her eventyrligt smukke morgener, som Moder Jord lader mig se. Jeg elsker at være oppe på det her tidspunkt, før dagen begynder, hvor elverfolket, gnomerne og mosekonerne viser sig i korte glimt. Bålpladsen, hvor vi tænder de store midsommerbål, og hvor jeg sidder bundet på en ordentlig stak grene og kviste, emmer af dis fra elvernes dans. Mælkebøtterne er stadig lukkede, men de vil snart åbne sig mod solens livgivende lys. Fasanen der bor i skovbrynet kommer frem på pladsen, nu stopper han op og ser sig om efter eventuelle rivaler. ”Skrååååå”, råber han og knejser storladen med nakken. Han er flot, som han står der, enevældig og mægtig som en anden konge.

I det samme kommer lille Maren og Ingeborg gående ovre fra landsbyen. Jeg forsøger at smile til dem, de er altid så søde de to. Men de bliver stående langt fra mig, yderst på bålpladsen. De ser bange ud, da de ser mig, og Maren tager Ingeborg i hånden. De står lidt, helt stille, sammen. Jeg vil gerne sige noget, men synet af dem får min brystkasse til at snøre sig sammen. Jeg føler mig nu så udstillet, så alene og så forladt. Jeg kan hverken sige noget, trække vejret eller græde. Jeg kan bare sidde der og mærke det sorte komme ned over mig.

Nu kommer også Jens Flint, Niels Flints store knægt. Han er nok fulgtes med sin far over til kirken, hvor jeg kan høre, at landsbyens beboere er begyndt at stimle sammen. Jens står og glor på mig med sine store dumme øjne. Han er også bange, kan jeg se på ham. Det plejer han ellers ikke være. Han plejede da at holde af at lave pilefløjter og barkbåde sammen med mig, da han var mindre. Men nu er han også bange for mig.

Nu kan jeg høre den, klokken, som jeg ved, kirkegårds Mads går med i hånden foran præsten og alle landsbyens beboere. Klokken, som skal vise dem vej hen til bålet, hen til mig. Den lyder mere og mere tydelig, og samtidig kan jeg se, at solen er stået op og er vandret langt op over kirkens tag.
Hele byen er med. De holder sig pænt bag ved præsten, jeg kan se dem komme gående henne fra kirken. Ganske snart er de nået til bålpladsen, hvor der er kommet flere mennesker til nu. Dem der bor inde i skoven, ikke så langt fra mig, er også kommet. Dog er Anders her ikke. Det var også det, jeg håbede, han skal ikke se mig her.

De står nu helt stille alle landsbyens beboere. Kirkegårds Mads ringer ikke længere med klokken, og selv præsten ser bange ud. Alle stirrer på mig. Som om jeg ser anderledes ud end dem. Som om jeg ikke også er født her lige som dem selv, eller har gået i samme skole som dem. Jeg kan da læse og skrive, og jeg fik altid at vide, at jeg var den bedste til at huske alle Biblens historier. Bedre end Birgitte, Tove og Kirsten, og bedre end Troels og Store Hans. Men nu er jeg ikke længere en af dem. Nu står de der og er bange for mig, bare fordi jeg reddede Birgittes nyfødte datter fra den sorte sygdom.
Mads ringer igen med klokken, og de begynder at synge. De synger og håber, at jeg ikke har nået at gøre dem syge eller vanvittige eller af deres andet vrøvl.

Nu kommer de, mændene med faklerne. Der er to, og de er nu helt henne ved bålet. Jeg havde lovet mig selv at se ilden i øjnene. Men nu bliver jeg nødt til at lukke dem. Jeg klemmer dem hårdt i, det gør ondt, noget så forfærdeligt ondt. Jeg skriger. Jeg…

Denne novelle var min besvarelse til anden lektion på et forfatterkursus ved Forfatterskole.dk